Interview med Lene Nording-Grooss - del 2
Sådan gør du investering og opsparing konkret for dit barn

Cecilie Nandrup-Bus
27. marts 2025
Opsparing / Pengevaner
Mange forældre ønsker at give deres børn en god økonomisk start, men hvordan introducerer man egentlig investering og pengevaner på en måde, der giver mening? Skal børn have frie tøjler til at investere selv, eller bør forældre guide dem? Og hvordan kan små justeringer i hverdagen føre til en solid opsparing?
I dette interview deler Lene Nording-Grooss sine bedste råd til, hvordan du naturligt inddrager dine børn i investering, lærer dem at prioritere deres penge og hjælper dem med at forstå både mulighederne og risikoen ved at investere.
 

1. Hvordan kan vi inddrage børn i investering på en naturlig måde?

Uanset om man vælger en børneopsparing i banken eller gør brug af frikortet og åbner et aktiedepot, er der altid mulighed for at inddrage børnene løbende, afhængigt af deres alder og modenhed. Når de nærmer sig ”konfirmationsalderen”, kan det være en oplagt anledning til at tage en snak om investering. Hvis de har lommepenge eller får pengegaver kan man for eksempel lade dem vælge nogle fonde, der giver en bred risikospredning, og eventuelt supplere med enkeltaktier i virksomheder, de har en særlig tilknytning til og som virker fornuftige.

Det kan være en virksomhed, hvis produkter de bruger til dagligt, eller en fond, der afspejler deres interesser. På den måde bliver investering mere håndgribeligt og relevant for dem, samtidig med at de oplever de følelser, der følger med at investere. Hvordan føles det, når en aktie stiger, falder eller slet ikke rører sig? På den måde får de en stille og rolig introduktion til økonomi og investering, som er en vigtig komponent i at kunne klare sig selv.”

2. Skal man lade sit barn investere frit for at skabe interesse?

”Det er en fin balance mellem at guide og samtidig skabe interesse gennem at give dem ansvar. Jeg ville ærgre mig, hvis et af mine børn fik pengegaver til, for eksempel, en konfirmation og bare formøblede dem. Jeg synes, der ligger en respekt over for de mennesker, der har givet pengene.

Der er også forskel på, om barnet selv har arbejdet hårdt for pengene. Hvis de har haft et fritidsjob, for eksempel stået i bageren i Kvickly, kan man give dem mere frihed til selv at beslutte, hvordan pengene skal investeres. Men jeg vil stadig opfordre forældre til at læne sig ind i processen og hjælpe deres børn med at tænke langsigtet. Det kan være ved at foreslå, at størstedelen af pengene, måske 80-90%, investeres i brede, passive indeksfonde, mens 10-20% kan bruges på enkeltaktier.

Man kan se at en del unge tager store risici, fordi de endnu ikke helt forstår konsekvenserne. Ved at lade dem opleve mindre tab for overskuelige beløb kan de lære alvoren i, at investering både indebærer mulighed for gevinst, men også risiko for tab. Hvis man har børn under 18 år, har man en forpligtelse til at holde dem lidt i hånden og vise dem vejen.”

3. Hvordan lærer vi vores børn at prioritere deres penge?

”Det handler om at være bevidst om sine egne penge og forbrugsvaner. Tag en snak i familien om, hvor meget der bruges på take-away, abonnementer, kaffe to-go eller restauranter i forhold til andre ting, familien lyst til at have råd til. Det er en oplagt anledning til at tage en snak med sit barn om, hvordan man som forældre vælger at prioritere sine penge, så barnet også lærer at tage bevidste valg. For de færreste har frit valg på alle hylder, de fleste skal prioritere.

Et af budskaberne i bogen er, at det ikke handler om at stoppe med at købe, men snarere om at stille sig selv spørgsmålet: Er vi glade nok for det, vi får for vores penge? Får vi det ud af det, som vi gerne vil have – eller hindrer småudgifter eller dyre vaner os i andre drømme?”

Det handler derfor om at spørge sig selv: Hvad får barnet mest ud af? Flere eller færre gaver nu, eller en opsparing, der vokser sig større over tid og kan være en kæmpe håndsrækning til efterskole, højskole, at flytte hjemmefra etc.

- Lene Nording-Grooss

4. Hvordan kan familier spare op til deres børn på en overskuelig måde?

”Bogen henvender sig både til familier, der ikke har uanede mængder af penge og dem, der har overskud. Hvis man for eksempel plejer at give julegaver for 350 kr. til hvert barn i familien, kan giverne slå sig sammen, give lidt færre gaver nu og i stedet lægge 100 kr. per giver til side til opsparing. Hvis alle i familien gør det, både til jul og fødselsdage, kan mange spare 500-1000 kr. op om året til sit barn. Og små opsparinger vokser sig store over tid, når de bliver investeret.

Det handler derfor om at spørge sig selv: Hvad får barnet mest ud af? Flere eller færre gaver nu, eller en opsparing, der vokser sig større over tid og kan være en kæmpe håndsrækning til efterskole, højskole, at flytte hjemmefra etc. Børn skal selvfølgelig meget gerne have betænksomme gaver nu, men af og til får børn flere gaver end de reelt har brug for – og vil få mere ud af på sigt at få en opsparing. Og selvfølgelig forstår små børn ikke det, men når de bliver lidt ældre forstår de, at der er noget der hedder opsparing, som er rigtig godt for dem. Og ved at forklare dem, hvad det handler om, kan de motiveres til at følge med i deres opsparing, måske med et konkret mål for øje, deltage i de daglige snakke om prioritering og lære både at nyde nu og gemme lidt til senere.”

Afrunding

Tak til Lene for et inspirerende interview!

Jeg håber du har fået nogle konkrete idéer til, hvordan du kan gøre investering og opsparing nærværende for dine børn. Det har jeg i hvert fald! Tænk bare på, hvor meget en simpel samtale om lommepenge, gaveopsparing eller aktier kan betyde for deres økonomiske fremtid!

Er du nysgerrig omkring bogen Caffe latte-reglen? Jeg har lovet at sige fra Lene at bogen er en god gave til alle, der gerne vil spare op til deres børn eller dem selv.

De vigtigste takeaways:
-> Gør investering håndgribeligt ved at lade dine børn vælge aktier eller fonde, de kan relatere til.
-> Hjælp dem med at balancere risiko. Investér  80-90 % i brede fonde og 10-20 % i enkeltaktier.
-> Lær dem at prioritere deres penge ved at tale om dagligdags valg og vaner.
-> Overvej små, smarte måder at spare op på. Selv 100 kr. her og der kan vokse sig stort over tid.

Det vigtigste for mig? At give mine børn en gave, der varer hele livet: økonomisk selvstændighed. Ikke ved at give dem flere penge, men ved at lære dem at bruge dem klogt. Hvis de forstår værdien af opsparing og investering tidligt, kan de skabe sig en fremtid, hvor de bestemmer og det er præcis dét, jeg drømmer om for dem! 

Vi ses i næste blogindlæg!

Kh Cecilie